Laks

Type: 
Rundfisk
Familie: 
Salmonidae
Latin: 
Salmo salar
Engelsk: 
Salmon
Tysk: 
Lachs
Fransk: 
Saumon

Laksen er en højt værdsat spisefisk, som oprindeligt kun levede på den nordlige halvkugle. I dag opdrættes den verden rundt, hvor der er rent, koldt og iltholdigt vand. Det er en anadrom fisk, dvs. at den er afhængig af saltvand under opvæksten og af ferskvand, når den gyder.

Næsten al laks, der handles i Danmark er opdrætslaks primært fra havdambrug i Norge og Skotland.

Udseende: 

Laksen har flot lyserødt/orangerødt kød. Deraf navnet laksefarvet. Udvendigt er laksen svær at skelne fra havørreden, men har følgende karakteristika: Dens hoved er mindre, kroppen normalt slankere og den adskiller sig også ved, at dens hale "fungerer som håndtag", så den kan løftes i halen.

Karakteristisk for vildlaksen er, at både dens udseende og dens levevis ændrer sig flere gange i løbet af dens liv. Kødets farve skyldes det røde farvestof i f.eks. rejer, der er en af dens favoritspiser.

Det mindste fangstmål er 60 cm. Hanlaksen kan blive op til 150 cm lang og veje 40 kg. De største hunner er op til 120 cm lange og vejer 20 kg.

Smag og tekstur: 

Fast lyserødt kød med stort fedtindhold.

Føde: 

Laks i ferskvand lever af småkrebs og småfisk.

I havet lever den af rejer, sild, brisling og blæksprutter, og i havbrug af fiskefoder, der er produceret specielt til laks.

Sæson og perioder: 

Vildlaks er totalfredet fra 16. november til 15. januar. Desuden findes mange lokale begrænsninger. Laks fra havbrug fås året rundt. Der opdrættes i dag også økologiske laks.

Fangstmetoder: 
Akvakultur
Garn
Krog
Lakseside
Næringsindhold pr. 100 g:
Energi: 
693 kJ
Protein: 
18,4 g
Kulhydrat: 
0,0 g
Fedt: 
10,0 g
Tilberedning: 
  • Koges / Dampes
  • Ovnbages / Steges / Grilles
  • Røges