Mørksej

Type: 
Rundfisk
Familie: 
Gadidae
Latin: 
Pollachius virens
Engelsk: 
Saithe
Tysk: 
Seelachs
Fransk: 
Lieu noir

Mørksej er en meget almindelig fisk, og er nok den spisefisk, der fanges oftest her i Danmark. Den er almindelig året rundt, og der er næppe en dag på Hanstholm Fiskeauktion uden der er landinger af mørksej. Mørksej kaldes også gråsej eller bare sej. Den fanges både tæt på kysten og længere ude i havet. I sejfamilien findes udover mørksejen også lyssejen.

Udseende: 

Mørksejen er, som navnet antyder, den mørkeste af sine artsfæller i torskefamilien. Den har en blåsort ryg og en næsten lige og lys sidelinie, som også er karakteristisk for de andre torskefisk. Skægtråden er ganske lille eller mangler helt, og mørksejen har underbid. Gattet er placeret under den bagerste del af den første rygfinne. Kødet er en del mørkere end torskens.

Mindste fangstmål er 40 cm. Normalt vejer den mellem 1 og 8 kg. Dem, vi køber i Fiskehuset vejer ca. 2 - 4 kg, da det giver den bedste kvalitet filet.

Smag og tekstur: 

Mørksej er meget velsmagende, og den kan i mange tilfælde erstatte langt dyrere torskefisk. Den er fast i kødet og derfor også velegnet til stegning. Kødet er ikke helt hvidt, nærmest lidt gråt i det. Derfor anvendes den ikke så meget som dampet eller til f.eks. fiskefrikadeller. 

Føde: 

Den lever af småfisk, fiskeyngel samt krebsdyr.

Sæson og perioder: 

Mørksejen må fiskes hele året, og den smager godt hele året. Om efteråret og vinteren er den dog mere kødfuld.

Fangstmetoder: 
Trawl
Garn
Snurrevod
Krog
Mørksejfilet
Næringsindhold pr. 100 g:
Energi: 
340 kJ
Protein: 
19,3 g
Kulhydrat: 
0,0 g
Fedt: 
0,3 g
Tilberedning: 
  • Koges / Dampes
  • Ovnbages / Steges / Grilles
  • Røges
  • Tørres / Saltes