Historie og baggrund

FISKEHUSET Thisted ApS ejes af Per Toft Jensen. Per startede oprindelig med at købe Nors Røgeri tilbage i 1985, og det flyttede han så til Thisted i 1986 i Mogensen Eriksens bygninger på Havnen i Thisted. Dette sted har siden 1942 været drevet som fiskehandel af familien Mogensen Eriksen, og stedet har også en spændende historie med bl.a. hummerkogeri, konservesfremstilling og fiskeeksport. Vi har bevaret den oprindelige bygning fra 1942, og den har indtil 2013 rummet vores detailbutik og idag er den udelukkende køkken. Virksomheden har til og med 2008 været drevet som personligt ejet firma, og blev i 2009 omdannet i selskabsform.

 

Sammenligning af Fiskehuset i 1986 og indtil 2012

Billede fra vores 25 års jubilæum i 2011 med indsat billede fra 1986

Billede fra 2011. Den store gule bygning er nybyggeriet fra 2002. Den gamle bygning, som på daværende tidspunkt var butik, ses i midten mellem telte og den store gule bygning

Her ses først bygningen (hvor teltene var på ovenstående billede) med ny restaurant og dernæst bygning med ny butik fra 2013.

Her ses indgangen til både butik og restaurant (nybyggeri 2013)

Om Per og Lisbeth og vores forhold til fisk og kvalitet

Per har en fortid som fjordfisker, men har også været lastbilvognmand i flere år. Pers bedstefar var faktisk også fiskehandler. Han blev næsten blind i en meget ung alder, så han gik rundt, som fiskehandlerne nu gjorde det dengang, med en gig (også kaldet kærre/trillebør) og solgte fisk, så det var jo nogle helt andre vilkår dengang. Per er til daglig selv at finde ikke bare på Fiskeauktionen, men også i produktion, butik og nu senest også i restauranten. Han er simpelthen blæksprutten, der får det hele til at fungere. Privat er han gift med mig, og jeg hedder Lisbeth, og er web-master på denne side. Vi lavede den første hjemmeside i Publisher 98 i 1999, og skiftede dernæst til Frontpage, og så har vores yngste søn her i 2012 lavet denne helt nye Drupal hjemmeside til os, lige inden har påbegyndte at læse it på universitet. Han har også lavet vores opskriftsside på www.opskriftermedfisk.dk.

Jeg har siden 1996 været medarbejdende ægtefælle her i Fiskehuset, og jeg tager mig af regnskaber og alt det administrative, herunder altså også hjemmesider og nyhedsmail osv. Jeg er uddannet indenfor kontor, og har bl.a. læst til merkonom i regnskabsvæsen, og inden 1996 var jeg da også udearbejdende som regnskabschef. Vores ældste søn er 8 år ældre end den yngste, og er således for længst flyttet hjemmefra, og han bor og arbejder i dag i Aalborg. Han har tidligere arbejdet næsten 3 år her hos os, bl.a. kørte han vores fiskesalgsvogn, de 2 år, vi havde den fra 2005-2007. Vedr. fiskesalgsvognen kan vi i øvrigt fortælle, at vi ikke har noget med den at gøre mere, så hvis du savner vores friske fisk og andre gode produkter, kan du købe det her i butikken eller i eButikken på www.fiskehuset.com og få det leveret på din adresse. Vores specielle produkter, som f.eks. THY-Sild, kan du også finde i andre butikker, især her i lokalområdet.

Vi spiser selv rigtig meget fisk, og vi elsker at eksperimentere med fiskeopskrifter, og i det hele taget går vi også privat meget op i at bruge nogle gode råvarer (og meget gerne økologiske).

Udvidelser af flere omgange og antal ansatte

Siden vores start i 1986, hvor Per en kort tid var eneste "ansatte", er Fiskehuset vokset og blevet udvidet flere gange. I 2002 blev vi færdige med den store gule bygning (som blev bygget hen over noget af det gamle). Dengang mere end fordoblede vi vores bygningsareal. Senest her i 2013 har vi så igen bygget til med helt ny butik og restaurant, noget der har været en drøm i mange år. Ud over Per og mig, er der yderligere 4 fuldtidsansatte og 2 deltidsansatte meget dygtige og engagerede medarbejdere her i Fiskehuset. Dvs. i sommerperioden er der endnu flere.

Ide/værdigrundlag

I alle årene har vi da også kørt efter en meget enkel, men god regel, som siger, at vi kun vil sælge noget, som vi også selv vil spise. Dette er din garanti for en god smagsoplevelse. At fisk er sundt er bare en ekstra bonus for os. Vi arbejder for, at fisken, både den ferske og den forarbejdede, er så lækker, at alle vore kunder spiser den, fordi de har lyst til det. Af værdier i øvrigt vægter vi meget en ærlig og personlig og ikke mindst venlig kundebetjening, hvor vi gerne vil sparre med kunderne omkring brugen af fisk.

Efter at Thy i 2008 fik Danmarks første nationalpark, er vi glade for, at vi i alle årene også har holdt fast i at kalde vores produkter noget med Thy. Se mere om det i billedteksten nedenfor.

 

THY FILET:
Da vi i 2004 reparerede taget på den gamle bygning fra 1942, fandt vi disse på loftet. De er fra dengang, man sendte friskskårne fileter af sted i trækasser med toget til Esbjerg for derfra at sejle dem til England. 

De har været udlånt til Museet, men er nu tilbage her i Fiskehuset.

Da vi også i rigtig mange år har lavet THY-Sild, og efterhånden også flere år har lavet THY-Pølser, fortsætter vi traditionen med at kalde vores produkter for noget med THY.

 

Vores navn og logo:

Da vi startede i 1986, syntes vi bare, at Fiskehuset var sådan et godt navn, men der er efterhånden mange fiskehuse i Danmark ;-). Vores logo derimod er helt unikt. Det startede med, at vi fandt inspiration i et par babybukser, som jeg havde syet med en applikation med en fisk på - til vores ældste søn et par år før. Den applikerede fisk fik en lidt anden facon, fordi Per fandt på at skrive "Fiskehuset" hen over ryggen på den. Den første version lavede en god nabo, som var grafiker, til os, men der gik ikke ret længe, så blev den rentegnet af en dygtig skiltemaler, så bogstaverne passede i svingene hen over ryggen på fisken. Det folieskilt ligger stadig her i skabet på kontoret.

 

Gamle fotos mv.

Erik Mogensen Eriksen - en af de 3 brødre, der ejede fiskehandlen før Per Toft Jensen. Billedet er fra 1950 og udlånt af Lokalhistorisk Arkiv Også et billede fra Lokalhistorisk arkiv, denne gang med en forholdvis nybagt fiskehandler, nemlig Per Toft Jensen, som ses længst til venstre Lige efter overtagelsen i 1986. Billedet viser "mellemgangen" med kig ud i skuret. Lige efter overtagelsen i 1986. Per i skuret. Skuret vender mod syd ud mod havnen)