Nybyggeri - projekt med overdækket markedsplads og spiseområde

Som det fremgik af Thisted Dagblad i mandags, så har vi en ansøgning inde hos LAG Thy-Mors, angående et projekt med et nybyggeri med overdækket markedsplads og spiseområde her ved Fiskehuset. De har nu indstillet os til et tilskud, men intet er sikkert, før det er godkendt i direktoratet.

Så vi er stadig i den fase, hvor vi undersøger alt meget nøje. Vi var faktisk langt i vores byggeplaner, da finanskrisen startede, for vi har rigtig længe ønsket os noget mere plads, så vi kan få plads til også at sælge en masse spændende produkter fra andre lokale producenter (og udstille kunst), men krisen har jo ikke gjort tingene nemmere, men nu føler vi, der skal til at ske noget.

Og der findes jo her rundt i området, rigtigt mange gode produkter, og alle os, der laver nogle gode kvalitetsprodukter, har store udfordringer med at få produkterne ind til salg andre steder. I takt med, at handlen ellers flytter over i discount butikker, så mister vi muligheden for at sælge vores produkter lokalt. For ikke så mange år siden, kunne man f.eks. købe vores THY-Sild i rigtig mange lokale butikker, i dag er det kun nogle få selvstændige, der må det, for flere og flere butikker er i dag så kædestyret, at de ikke har lov til at sælge lokale produkter. Så ud over selv at sælge sine produkter via egen butik/gårdbutik, så findes der en masse tilbud – næsten udelukkende om sommeren – til os, hvor vi må stå og sælge vores produkter på markeder rundt omkring – ja i hele landet - men det koster meget at rejse rundt med produkter, der skal på køl, og desuden har vi jo i de perioder nok at gøre med både  produktion og salg.

Så vi har en idé om at samle alle disse gode lokale produkter, og sælge dem her hos os, og vi har mødt en utrolig interesse og velvilje fra de andre producenter med en masse spændende produkter, f.eks. kød, ost, skaldyr, grønsager, frugt, honning, øl, vin, olier, mel osv., ligesom mange kunstnere også har bakket op om idéen. Vores idé er så, at vi vil sælge produkterne fra vores butik/markedsområde hele året, og den enkelte producent og kunster kan så komme ind og demonstrere sine produkter, når vedkommende har tid. Ja, faktisk har interessen fra de andre producenter været så stor, at vi nok skal til at lave et endnu større projekt, så vi har rigtig meget at undersøge lige nu. Så når vi ved noget mere,  så vil vi naturligvis også fortælle noget mere.

Men, vi har dog ikke mere travlt, end at vi i butikken, som altid, står parat til at betjene dig, og vi har da også en masse spændende ting i butikken lige nu, så I skal være meget velkomne.