Nyheder

Åbningstider jul/nytår og lidt mere :-)

Vores åbningstider her op til jul/nytår er:
Mandag - fredag, den 17. - 21. dec.  930-1700
Lørdag, den 22. dec..      930-1500
Søndag, den 23. dec.. 1000-1500

 

Torsdag - fredag, den 27. - 28. dec. 930-1700
Lørdag, den 29. dec. 930-1300
Søndag, den 30. dec. 1000-1300
Mandag, den 31. dec.. 930-1300

Glædelig julefrokost og godt nytårsbord - Fiskehuset har alt til et vellykket julebord

Husk at tilmelde dig vores tilbudsmail, så du får alle vores gode tilbud tilsendt, for der er mange gode tilbud, også flere, end der er plads til i avisen.

Vi modtager også gerne bestillinger på både fisk, skaldyr, sushi, fiskeplatter og andet her op til både jul og nytår.      

 

Så laver vi igen vores gode sushi

Sushi fra Fiskehuset - naturligvis hjemmelavet og med alt tilbehør - incl. en ny spicy dressing
Efter nogle års pause, og masser af kundeopfordringer ;-) - så laver vi igen vores gode friske sushi.

Vi har lige nu et godt tilbud på en bakke med 7 stk. incl. alt tilbehør, herunder vores nye spicy dressing.

Vi laver den sidst på ugen (fra torsdag hver uge).

Lige nu er de ved at lave ekstra, fordi der bare er blevet solgt godt af den, men det tager noget tid at lave sushi, så derfor håber vi for din forståelse for, at vi kan blive nødt til bare at melde udsolgt. Så vil du være sikker på at få, så er bestilling på 97920986 en rigtig god idé.

Så går vi mod vinteren, men der er stadig mad her udenfor - eller til at tage med hjem

Vi har nu pillet teltene ned for i år. De holdt desværre ikke til det blæsevejr, vi har lige nu, for ellers var det planen, at de lige skulle have stået til udgangen af efterårsferien.

Men, er det godt vejr, så er der jo ofte lunt i læ ud mod vandet, og her har vi jo vores træterrasse med borde- og bænkesæt - og byens bedste udsigt.

Vi har skåret lidt ned på mad-tilbudene, så der ikke er helt så meget, som midt om sommeren, men der er stadig masser af lækre ting at vælge i mellem, og husk, maden kan jo også tages med hjem.

Vores Fish'n'Chips, som er helt specielt gode - frisk fisk og luksus julienneskårne pommes frites - fås også stadig, men kun til og med 20. oktober, så skynd dig ned og køb det. Det er også muligt at få en pande-øko-smørstegt rødspættefilet med de gode pommes frites, men også kun til og med 20. oktober. Se maden her: http://www.fiskehuset.dk/udeservering-mad-sommer.

Se også vores mad-ud-af-huset - som vi laver året rundt - lige her: http://www.fiskehuset.dk/mad-ud-af-huset - for det er jo også snart tid til at tænke på julefrokosten.

Lidt mere vedr. Træskibsstævnet tirsdag, den 11. sept.

Som lovet i seneste nyhed følger her lidt mere om træskibsstævnet tirsdag, den 11. september

hvor vi har åbent helt ind til kl. 19.30

Der er ekstra gode tilbud og smagsprøver i butikken (kom og se og smag), og der er

Madservering på terrassen og i teltene.

Vi tilbyder hele dagen og indtil kl. 19.30:

FISKETALLERKEN - med 3 af vores specialiteter....... kr. 80

Stort luxus stjerneskud (øko-smørstegte og dampede friske rødspættefileter med hjemmelavede dressinger på godt brød og med alt tilbehør)....kr. 110,-

Fish´n´Chips (af frisk fisk med luxus julienneskårne pommes frites).......kr. 50,-

Fisketallerken med varmrøget laks, varmrøget kulmule, THY-Haw-skær og kartoffelsalat med dild samt lidt salat Fiskehusets stjerneskud - mange kalder den for Danmarks bedste - alt er friskt/hjemmelavet Fiskehusets Fish and Chips - ekstra gode - af frisk fisk og julienneskårne pommes frites

Vi glæder os til at servere for jer (se beskrivelser og større billeder ved at klikke på billederne af maden ovenfor). Du kan naturligvis købe økologiske THY-øl, vand, vin mv. til yderst rimelige priser til maden.

P.S! I tilfælde af meget dårligt vejr, så flytter vi arrangementet indendørs, men lige nu, lover vejrudsigten ret pænt vejr til aften.

Lidt info: Vi fejrer hvert år Træskibsstævnet, når de smukke gamle skibe kommer til Thisted i forbindelse med sejladsen "Limfjorden Rundt". Sejladsen har i år 25 års jubilæum, og det er i øvrigt Nordeuropas største af sin art, da der deltager ca. 60 sejlskibe. Skibene starter i Løgstør, og sejler så derfra til Thisted, Struer, Nykøbing, og Fur og slutter i Skive efter en sejlads hver dag. Skibene ankommer til Thisted en gang i løbet af eftermiddagen tirsdag (alt efter vinden). Om aftenen drager besætningerne om for at spise i Sejlklubben, men ellers var der i de første mange år ikke noget madtilbud til alle dem, der "bare" kommer til Thisted Havn for at kigge på skibene, så derfor begyndte vi for nogle år siden med "madtilbud" om aftenen, og det har da også i alle årene været meget velbesøgt, pånær sidste år, hvor det blæste så meget, at kun de største skibe anløb Thisted Havn, men i år ser det, som sagt fint ud, med vejret til aften, og skulle det blive meget dårligt, så flytter vi bare vores madservering indendørs, så du kan roligt regne med, at vi laver mad til dig tirsdag aften :-)

Vi fejrer "Fiskens Dag" tirsdag, den 11. september helt indtil kl. 19.30

I lighed med tidligere år har vi flyttet ”Fiskens Dag” til tirsdag, den 11. september, for det er nemlig dagen og aftenen, hvor alle de flotte gamle træskibe gæster Thisted Havn i forbindelse med sejladsen ”Limfjorden Rundt”.

Denne eftermiddag og aften er der rigtig mange mennesker på Thisted Havn, så vi når sejlerne forlader skibene ved aftensmad tid for at gå om i Sejlklubbens lokaler for at spise, så stiller vi an med bl.a. vores dejlige luksus stjerneskud, som vi serverer her udenfor på terrassen og på teltenem, ligesom vi har åbent i butikken helt til kl. 19.30, og her kan du også finde ekstra gode tilbud i dagens anledning.

Hold øje med siden her, for den vil senere til opdatere med endnu flere oplysninger omkring dette arrangement.
Spisende gæster i telt på græsplænen ved Fiskehuset til Træskibsstævnet Limfjorden Rundt Træskibsstævnet Limfjorden Rundt - skibene er nået til Thisted

Fiskeriet kommer til Thisted

 

Vi køber jo al vores friske, ferske fisk, hver dag på fiskeauktionen i Hanstholm, så naturligvis deltager vi på lørdag (den 11. august 2012) i "Fiskeriet kommer til Thisted".

Du kan se vores lille reklame for vores del af arrangementet lige her.

Og du kan se den officielle annoncer for hele arrangementet her.

Vi glæder os meget til at se rigtig mange glade mennesker denne dag.

Her er link til annonce i Thisted Posten med tidsplan mv. for underholdning m.v.

Bemærk, at der er lidt forvirring med begreberne med torve og, hvad vi gør - hvor, så her er det bedre, at du kigger på en af de 2 ovenstående links.

Ellers kan vi fortælle, at vi er i fuld gang med at planlægge dagen, så der virkelig bliver noget spændende at besøge os for. Både gode tilbud, smagsprøver og et par rigtigt gode madtilbud. Så hvis du vil spise rigtigt godt denne dag med enten Fish´n´Chips eller vores lækre salatbuffet med 3 slags grillet fiskfiskepølser, så kig endelig ind. Vi står uden på plænen og griller i en kæmpe trækulsgrill, så du kan også få et par fif med på vejen omkring grillning af fisk.

Kom og prøv vores nye computer med trykfølsom skærm

Kundecomputer med opskrifter, videoer og Fiskehusets hjemmesider mv.

Den står i vinduet i butikken og er parat til dig :-)

Den indeholder vore hjemmesider:
1. www.fiskehuset.dk = denne side.
2. www.fiskehuset.com - vores netbutik, hvorfra vi sælger og sender fisk ud til hele Danmark.
3. www.opskriftermedfisk.dk - vores opskriftsside - hvor både vores egenudviklede opskrifter, men også de populære opskrifter fra Minna og Gunnar ligger. Alle opskrifter kan endvidere udskrives.
4. Desuden diverse billeder (bla. af maden fra vores ude-café/restaurant), men også lidt videoer, så kom endelig ned og prøv den af.


Som bekendt laver vi selv næsten alle vore produkter, men vi har dog gode lokale leverandører, hvis produkter, vi sælger/forarbejder. Dem kan du også læse mere om på computeren. Også her vil der komme flere til senere.

Når du har prøvet den, så lad os endelig høre dine kommentarer.

Så må sommeren godt komme, for nu er der telt oppe

Vi har nu sat ét telt op på græsplænen, og der er også fint på træterrassen ud mod vandet, og vi er allerede i gang med at servere mad her udenfor, men lidt mere sommer kunne vi da godt bruge ;-)

Du kan læse meget mere om al sommermaden her: http://www.fiskehuset.dk/udeservering-sommer.

P. S! Selvom vi gerne vil have så mange som muligt til at spise her på stedet med den skønne udsigt, så vil vi da fortælle, at maden naturligvis også kan tages med hjem.

Fiskehusets fiskeplatte kan nydes her udenfor eller tages med hjem

Nybyggeri - projekt med overdækket markedsplads og spiseområde

Som det fremgik af Thisted Dagblad i mandags, så har vi en ansøgning inde hos LAG Thy-Mors, angående et projekt med et nybyggeri med overdækket markedsplads og spiseområde her ved Fiskehuset. De har nu indstillet os til et tilskud, men intet er sikkert, før det er godkendt i direktoratet.

Så vi er stadig i den fase, hvor vi undersøger alt meget nøje. Vi var faktisk langt i vores byggeplaner, da finanskrisen startede, for vi har rigtig længe ønsket os noget mere plads, så vi kan få plads til også at sælge en masse spændende produkter fra andre lokale producenter (og udstille kunst), men krisen har jo ikke gjort tingene nemmere, men nu føler vi, der skal til at ske noget.

Og der findes jo her rundt i området, rigtigt mange gode produkter, og alle os, der laver nogle gode kvalitetsprodukter, har store udfordringer med at få produkterne ind til salg andre steder. I takt med, at handlen ellers flytter over i discount butikker, så mister vi muligheden for at sælge vores produkter lokalt. For ikke så mange år siden, kunne man f.eks. købe vores THY-Sild i rigtig mange lokale butikker, i dag er det kun nogle få selvstændige, der må det, for flere og flere butikker er i dag så kædestyret, at de ikke har lov til at sælge lokale produkter. Så ud over selv at sælge sine produkter via egen butik/gårdbutik, så findes der en masse tilbud – næsten udelukkende om sommeren – til os, hvor vi må stå og sælge vores produkter på markeder rundt omkring – ja i hele landet - men det koster meget at rejse rundt med produkter, der skal på køl, og desuden har vi jo i de perioder nok at gøre med både  produktion og salg.

Så vi har en idé om at samle alle disse gode lokale produkter, og sælge dem her hos os, og vi har mødt en utrolig interesse og velvilje fra de andre producenter med en masse spændende produkter, f.eks. kød, ost, skaldyr, grønsager, frugt, honning, øl, vin, olier, mel osv., ligesom mange kunstnere også har bakket op om idéen. Vores idé er så, at vi vil sælge produkterne fra vores butik/markedsområde hele året, og den enkelte producent og kunster kan så komme ind og demonstrere sine produkter, når vedkommende har tid. Ja, faktisk har interessen fra de andre producenter været så stor, at vi nok skal til at lave et endnu større projekt, så vi har rigtig meget at undersøge lige nu. Så når vi ved noget mere,  så vil vi naturligvis også fortælle noget mere.

Men, vi har dog ikke mere travlt, end at vi i butikken, som altid, står parat til at betjene dig, og vi har da også en masse spændende ting i butikken lige nu, så I skal være meget velkomne.

Kunne du tænke dig at blive en del af vores team?

Vi søger både en fiskehandler (kok/smørrebrødsjomfru eller lign) og nogle unge mennesker.

Du kan læse mere om stillingerne lige her: http://www.fiskehuset.dk/job

Har du spørgsmål, må du endelig kontakte Per på vores hovednr. 97920986. Kan du ikke ringe i dagtimerne, er du også velkommen til at ringe til ham på hans mobil 40320886.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Denne dejlige unge mand er startet her som ungarbejder, og blevet her, men han skal nu snart til at læse videre. Er du hans afløser? Bemærk, vi mangler også en fiskehandler/kok

Så er der økologiske linemuslinger

Linemuslinger udmærker sig ved at være dyrket på liner og i kæmpestrømper, og da de opholder sig længere oppe mod vandoverfladen, end muslinger normalt gør, er der mere føde til dem. Derfor er de mere kødfulde, end de muslinger, der skrabes direkte fra bunden.

Fangsten er derfor også meget mere skånsom mod miljøet, da bunden derfor undgår at blive pløjet op at de tunge fangstredskaber. Og nok siger vi, at de er dyrkede, men muslingeynglen sætter sig faktisk selv fast på linerne hvert år, og selve høsten foregår fra et lille fartøj.

Sådan har der efterhånden været dyrket linemuslinger i flere år nu. Det nye er, at der nu er kommet økologiske regler for dyrkningen. Her er der en masse yderligere krav. Der er f.eks. strenge krav til muslingernes vandmiljø, ligesom der er forbud mod anvendelse af kobberbeskyttelse på anlæggets servicebåd, der er krav til størst mulig brug af vedvarende energi i produktionen, sygdomme skal forebygges, og der er også en del flere papirregistreringer, der skal laves.

Derfor vil disse muslinger nok ende lidt dyrere op, end de almindelige linemuslinger.

Men, lige nu har vi et rigtigt godt introduktionstilbud på dem, idet vi sælger et net med 1 kg til samme lave pris, som når vi har linemuslinger på tilbud.

Så kom ind og køb og smag dem. De er rigtigt gode, og de er dyrket i Limfjorden, lige her uden for Thisted.

Dampede muslinger i egen suppe

Du finder vores opskrift på dampede muslinger i egen kraft lige her

Velkommen til vores nye hjemmeside

Vores gamle hjemmeside, som vi har haft siden 1999, trængte alvorligt til en overhaling, og det har den så fået nu med helt ny opbygning og nyt design.

Prøv at sammenligne dette billede af vores gamle forside med vores nye forside, for så behøver jeg vist ikke sige så meget mere ................. 

Denne nye side har vores yngste søn opbygget i Drupal, og vi håber meget, I vil tage godt imod den. Har du spørgsmål eller kommentarer (gælder alt lige fra generelle til stavefejl) hører vi dem naturligvis gerne.

P.S! Hold øje med siden. Den vil løbende bliver opdateret, ligesom vi endnu mangler at lægge en del billeder ud, så der der vil ske meget mere her i løbet af den nærmeste tid.

Jul og nytår 2011

Vi vil gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår og sige tak for året, der gik. Vi håber i 2012, at tendensen med at købe ordentlige fødevarer forstærkes, så den reelt bæredygtigt fangede fisk (den vi køber af de små kystbåde, og ikke den, der køber sig til et såkaldt miljømærke) vil få fremgang - altså ikke bare hos os, men i hele landet. Dernæst har vi et ønske om, at forbrugerne/kunderne endnu mere vil få øjnene op for, at rigtig meget af den industrimad, der sælges i almindelige dagligvarebutikker, bare ikke er sund for os. Oftest er den  jo fyldt med e-numre, eller modificerede ingredienser, og den er også ringe set fra et ernæringsmæssigt synspunkt, men billig, det er den som regel, og dog, vi kan oftest klare os, når vi f.eks. taler fersk og røget fisk, selvom vores er en helt anden og bedre kvalitet og vi har et kæmpeudvalg osv. Men, du bliver, hvad du spiser, siger et gammelt ordsprog, og det er jo så evig sandt, så vi håber på, at vores linje med at satse på udelukkende den bedste kvalitet og den mest skånsomme bearbejdning vil blive endnu mere værdsat i 2012. Vi har i hvert til fælde masser af gode ting - og tilbud - her op til jul i butikken, og det samme vil gentage sig til nytåret, og vi vil også gerne have bestillinger på både torsk og Limfjordsøsters til nytårsaften. Skal det være nemt nytårsaften, så har vi også allerede nu lagt vores nytårsmenu frem her på mad ud af huset siden.

Så glædelig jul og godt nytår - og på gensyn i butikken herfra.
P.S! Vi har ekstra åbent i aften og i morgen aften (den 22/12 og den 23/12) til kl. 18.00, og på mandag er vi parate igen til at betjene jer.

Julefrokoster

Med knap 2 måneder til jul, er det jo snart julefrokosternes tid. Vi plejer at lave en del fiskeborde til jul, men har ind i mellem forespørgsler på noget, der ikke alene er fisk, ligesom nogle her op til jul gerne vil have hjemmelavet ris a la mande til. Derfor har vi nu lagt en helt ny brochure med et julefrokostforslag, der tilgodeser disse ting ud under "Mad ud af huset".

Træskibsstævne - nyeste opdatering

Update vedr. træskibsstævnet i dag: Vejret er jo ikke for godt, men den gode nyhed er, at alle de flotte træskibe alligevel ankommer i løbet af dagen. Vi har vurderet, at det vil være for blæsende og for koldt i vore telte, så derfor rydder vi produktionslokalet her til aften, og dækker op her indendørs i en god varme. Så maden, der står nævnt her nedenfor, kan nu nydes indendørs - og stadig mellem kl. 17.30-19.30.

Så kom her ned på havnen og nyd alle de flotte skibe, og kom så ind til os og nyd varmen og ikke mindst den gode mad og alle butikkens gode tilbud.

Sider