Nyheder

Kunne du tænke dig at blive en del af vores team?

Vi søger både en fiskehandler (kok/smørrebrødsjomfru eller lign) og nogle unge mennesker.

Du kan læse mere om stillingerne lige her: http://www.fiskehuset.dk/job

Har du spørgsmål, må du endelig kontakte Per på vores hovednr. 97920986. Kan du ikke ringe i dagtimerne, er du også velkommen til at ringe til ham på hans mobil 40320886.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Denne dejlige unge mand er startet her som ungarbejder, og blevet her, men han skal nu snart til at læse videre. Er du hans afløser? Bemærk, vi mangler også en fiskehandler/kok

Så er der økologiske linemuslinger

Linemuslinger udmærker sig ved at være dyrket på liner og i kæmpestrømper, og da de opholder sig længere oppe mod vandoverfladen, end muslinger normalt gør, er der mere føde til dem. Derfor er de mere kødfulde, end de muslinger, der skrabes direkte fra bunden.

Fangsten er derfor også meget mere skånsom mod miljøet, da bunden derfor undgår at blive pløjet op at de tunge fangstredskaber. Og nok siger vi, at de er dyrkede, men muslingeynglen sætter sig faktisk selv fast på linerne hvert år, og selve høsten foregår fra et lille fartøj.

Sådan har der efterhånden været dyrket linemuslinger i flere år nu. Det nye er, at der nu er kommet økologiske regler for dyrkningen. Her er der en masse yderligere krav. Der er f.eks. strenge krav til muslingernes vandmiljø, ligesom der er forbud mod anvendelse af kobberbeskyttelse på anlæggets servicebåd, der er krav til størst mulig brug af vedvarende energi i produktionen, sygdomme skal forebygges, og der er også en del flere papirregistreringer, der skal laves.

Derfor vil disse muslinger nok ende lidt dyrere op, end de almindelige linemuslinger.

Men, lige nu har vi et rigtigt godt introduktionstilbud på dem, idet vi sælger et net med 1 kg til samme lave pris, som når vi har linemuslinger på tilbud.

Så kom ind og køb og smag dem. De er rigtigt gode, og de er dyrket i Limfjorden, lige her uden for Thisted.

Dampede muslinger i egen suppe

Du finder vores opskrift på dampede muslinger i egen kraft lige her

Velkommen til vores nye hjemmeside

Vores gamle hjemmeside, som vi har haft siden 1999, trængte alvorligt til en overhaling, og det har den så fået nu med helt ny opbygning og nyt design.

Prøv at sammenligne dette billede af vores gamle forside med vores nye forside, for så behøver jeg vist ikke sige så meget mere ................. 

Denne nye side har vores yngste søn opbygget i Drupal, og vi håber meget, I vil tage godt imod den. Har du spørgsmål eller kommentarer (gælder alt lige fra generelle til stavefejl) hører vi dem naturligvis gerne.

P.S! Hold øje med siden. Den vil løbende bliver opdateret, ligesom vi endnu mangler at lægge en del billeder ud, så der der vil ske meget mere her i løbet af den nærmeste tid.

Jul og nytår 2011

Vi vil gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår og sige tak for året, der gik. Vi håber i 2012, at tendensen med at købe ordentlige fødevarer forstærkes, så den reelt bæredygtigt fangede fisk (den vi køber af de små kystbåde, og ikke den, der køber sig til et såkaldt miljømærke) vil få fremgang - altså ikke bare hos os, men i hele landet. Dernæst har vi et ønske om, at forbrugerne/kunderne endnu mere vil få øjnene op for, at rigtig meget af den industrimad, der sælges i almindelige dagligvarebutikker, bare ikke er sund for os. Oftest er den  jo fyldt med e-numre, eller modificerede ingredienser, og den er også ringe set fra et ernæringsmæssigt synspunkt, men billig, det er den som regel, og dog, vi kan oftest klare os, når vi f.eks. taler fersk og røget fisk, selvom vores er en helt anden og bedre kvalitet og vi har et kæmpeudvalg osv. Men, du bliver, hvad du spiser, siger et gammelt ordsprog, og det er jo så evig sandt, så vi håber på, at vores linje med at satse på udelukkende den bedste kvalitet og den mest skånsomme bearbejdning vil blive endnu mere værdsat i 2012. Vi har i hvert til fælde masser af gode ting - og tilbud - her op til jul i butikken, og det samme vil gentage sig til nytåret, og vi vil også gerne have bestillinger på både torsk og Limfjordsøsters til nytårsaften. Skal det være nemt nytårsaften, så har vi også allerede nu lagt vores nytårsmenu frem her på mad ud af huset siden.

Så glædelig jul og godt nytår - og på gensyn i butikken herfra.
P.S! Vi har ekstra åbent i aften og i morgen aften (den 22/12 og den 23/12) til kl. 18.00, og på mandag er vi parate igen til at betjene jer.

Julefrokoster

Med knap 2 måneder til jul, er det jo snart julefrokosternes tid. Vi plejer at lave en del fiskeborde til jul, men har ind i mellem forespørgsler på noget, der ikke alene er fisk, ligesom nogle her op til jul gerne vil have hjemmelavet ris a la mande til. Derfor har vi nu lagt en helt ny brochure med et julefrokostforslag, der tilgodeser disse ting ud under "Mad ud af huset".

Træskibsstævne - nyeste opdatering

Update vedr. træskibsstævnet i dag: Vejret er jo ikke for godt, men den gode nyhed er, at alle de flotte træskibe alligevel ankommer i løbet af dagen. Vi har vurderet, at det vil være for blæsende og for koldt i vore telte, så derfor rydder vi produktionslokalet her til aften, og dækker op her indendørs i en god varme. Så maden, der står nævnt her nedenfor, kan nu nydes indendørs - og stadig mellem kl. 17.30-19.30.

Så kom her ned på havnen og nyd alle de flotte skibe, og kom så ind til os og nyd varmen og ikke mindst den gode mad og alle butikkens gode tilbud.

Træskibsstævne

Egentlig er det "fiskens dag" på lørdag, men vi har jo lige fejret "Fiskeriet kommer til Thisted", og da det allerede er på tirsdag (den 13. september), at alle de flotte træskibe anløber Thisted Havn i forbindelse med det årlige "Limfjorden rundt", ja, så har vi igen i år valgt at flytte fiskens dag fra lørdag til tirsdag.
Så på tirsdag, den 13.september serverer vi igen mad og har også åbent i butikken helt til kl. 19.30, hvor der er rigtig mange gode tilbud.
Her kan du se annoncen om mad-delen fra Thisted Dagblad (hertil kommer alle de gode tilbud i butikken).

 

Flygtningeskibet Anton

Først en stor tak til alle de mennesker, der fandt vej til vores telt-bod, vores butik og vores madbuffet i teltene i lørdags. Vi havde kanontravlt, og fik slet ikke den tid, vi gerne ville, til at tale med jer alle, men mange tak for al den positive respons, I har givet os på mad og vores tilbud på denne dag. Men, kom endelig ned i butikken, nu hvor det er blevet hverdag igen, så har vi tid til hver enkelt af jer.

Men lige nu vil jeg også gerne fortælle lidt om flygtningeskibet Anton, som lige nu ligger i Thisted Havn ved Havnetorvet. Den kom i går (faktisk i lørdags, og det kan du også læse om i Thisted Dagblad), men skibet er der kun i dag og i morgen (den 15/8 og den 16/8.11). Anton er et gammelt fiskeskib, og det ejes af vore venner i "Levende Hav". Vi har jo tidligere arbejdet meget sammen med Levende Hav. Ja, vort samarbejde stammer helt tilbage fra den gang, da det hed "Fiskernes Økologiske Netværk". Vi er medlem af foreningen "Levende Hav", da vi deler rigtig mange synspunkter med dem på fiskeriområdet, og selvom det har været svært - for ikke at sige helt umuligt - de seneste år - at arbejde for en form for  økologimærke på vildtlevende fisk, der er fisket bæredygtigt, så har hverken vi, eller Levende Hav, mistet håbet om, at det engang kan lykkes. Lige nu er der meget fokus på MSC-mærket, men det er jo bare slet ikke godt nok, og når man tænker på, at det er planen, at stort set al dansk fiskeri skal certificeres under denne ordning (det er noget, men betaler mange penge for, og der er mange penge i det), så er det jo klart, at det slet ikke kan favne et rigtigt bæredygtigt og miljøvenligt fiskeri. Det svarer jo næsten til, at alle danske fødevarer kan købe sig til det røde-ø-mærke, og det går jo naturligvis ikke, da øko-varer jo netop skal være noget helt specielt. Ligeledes skal et miljømærke til fisken jo være helt speciel, og naturligvis ikke noget alle kunne købe, med mindre de selvfølgelig overgår til en helt anden type fiskeri. Så vi ønsker os stadig rigtigt meget en form for øko-mærke til den vildtfangede fisk (altså den fisk, der er fisket miljørigtigt og af bæredygtige bestande, og som kan landes i en helt frisk kvalitet). Det er den fisk, vi altid går efter på fiskeauktionen, og Per kender de enkelte både, og ved hvilke, han skal købe fra, men vi mangler en form for bevis - ja et mærke, og når MSC, som jo burde kunne bruges, så favner det hele, og samtidig kalder det for bæredygtigt, så bliver det altså lidt svært at bevise, at man er en ansvarlig fiskehandler. Et eksempel på, at de favner det hele er, at selv muslinger her fra Limfjorden, der er fanget med bundskraberedskaber, er blevet godkendt under MSC-mærket, så vi ønsker os altså et reelt miljø-mærke på fisken.

Men, nok og det - lige nu. For lige nu er der mulighed for at besøge kutter Anton og hilse på de frivillige ombord, herunder vores gamle ven Knud Andersen, som i år er blevet 70, men som stadig kæmper indædt for den gode sag. For som Knud siger, så hænger det hele jo sammen, men alt dette, syntes jeg, I skal tale med ham selv om. Vi har også lige nu en brochure i butikken der fortæller om det hele (og på skibet er der naturligvis også nogle, og her kan du også købe en kalender for 10,- kroner). Og om ikke andet, så må I se de smukke flygtningeskulpturer om bord på skibet. De ser tankevækkende ægte ud.

Du kan også læse mere om flygtningeskibet på Thisted Kommunes hjemmeside lige her: http://www.thisted.dk/Topmenu/Nyheder/Nyheder/09082011%20Flygtningebaad....
eller på Facebook-gruppen lige her: http://www.facebook.com/FlygtningeskibetMSAnton
levende hav har også en hjemmeside www.levendehav.dk og de er ved at lave en facebookside her: http://www.facebook.com/group.php?gid=6245703718

Mange hilsener fra Lisbeth Toft Jensen.

Sider